Vi kigger lige en ekstra gang.

Vi kigger lige en ekstra gang.

Københavnske Boliger er et nyt boligmedie om boliger til salg i København, Amager og Nordsjælland. Vi viser ikke kun boligen, som den skal sælges. Vi viser den, som den føles.

Københavnske Boliger logo
Stefan Sommer Jagd, founder of Københavnske Boliger

01 — HVEM STÅR BAG

Derfor findes KB.

Derfor findes KB.

Og med “vi” mener vi egentlig bare mig. Jeg.

Jeg er boligfotograf og fotojournalist med rødder i den kommercielle modeverden, hvor jeg har arbejdet med fotografi i omkring 15 år.

Jeg elsker hjem. Jeg elsker arkitektur. Jeg elsker indretning.

Men allermest elsker jeg en god historie.

Og jeg elsker at møde de mennesker, der lukker mig ind i deres hjem. De steder, hvor nogen har boet i 40 år. Den første lejlighed, man har købt sammen. Huset, der er blevet bygget om lidt for mange gange. Samlingen af mærkelige dimser i vindueskarmen. Det perfekte køkken. Det helt håbløse køkken. Den stol, man nægter at skille sig af med.

For et hjem er jo aldrig bare kvadratmeter.

Det er mennesker, minder, dårlige beslutninger, gode idéer, mærkelige farvevalg, arvestykker, børn, hunde, planter, kærlighed, skilsmisser, renoveringer og en helvedes masse IKEA.

Sådan nogle historier får jeg hver eneste dag, når jeg kører rundt i København, Amager og omegn og besøger hjem, der er til salg.

Og jeg begyndte at tænke:

Hvorfor fortæller vi egentlig ikke lidt mere om dem?

02

Derfor findes KB

Derfor findes KB

Københavnske Boliger er en kærlighedserklæring til noget af det, vi elsker allermest:

At kigge ind i andre menneskers hjem.

Vi drømmer om boliger, vi måske aldrig får råd til.

Vi bliver lidt misundelige.

Vi får idéer.

Vi opdager detaljer.

Vi forestiller os, hvordan det ville være at vågne der, spise her, holde jul eller få et glas vin for meget på terrassen.

Og nogle gange tænker vi bare:

Hold kæft, hvor er det et fedt hus.

Det er dét, KB handler om.

Ikke om at fortælle dig, at du skal købe boligen.

Det handler heller ikke om at pakke det ind i “unik mulighed”, “attraktiv beliggenhed” og “en bolig, der skal opleves”.

Det har vi de dygtige og respektive mæglere til i de salgsannoncer, som der er linket til på de fleste sider, hvis boligerne stadig er til salg.

KB skal fortælle om det, vi selv ser. Det umiddelbare. Det smukke. Det skæve. Det geniale. Det tvivlsomme. Og alt det midt imellem.

03

Billederne først. Resten bagefter.

Billederne først. Resten bagefter.

Jeg kommer fra fotografiet.

Det betyder nok, at jeg har et lettere usundt forhold til billeder.

Men også, at jeg tror på, at et billede skal kunne noget i sig selv.

KB sætter derfor billederne først.

Ikke 27 næsten ens billeder af en stue, fordi nogen har besluttet, at “flere billeder sælger”.

Vi vil hellere vise det ene vindue, hvor lyset vælter ind. Den mærkelige lille krog, som ingen havde tænkt over. Køkkenet, der er så "unikt", at det er blevet fantastisk. Udsigten. En dør. En stol. Fucking flyglet der dominerer hele stuen.

Detaljerne er ofte dér, historien gemmer sig.

04

Vi tager boliger alvorligt.
Os selv? Ikke så meget.

Vi tager boliger alvorligt.
Os selv? Ikke så meget.

KB skal være langt mere gennemsigtigt, langt mindre formelt og langt sjovere at udforske.

Vi kommer til at bruge et usædvanligt uformelt ordforråd.

Vi kommer til at stille spørgsmål, når der er noget, vi undrer os over.

Vi kommer til at blive begejstrede, når noget er pissegodt.

Vi kommer også til at sige det, hvis vi ikke helt forstår det.

Og nogle gange kommer vi sikkert til at skrive noget, der burde være blevet stoppet af en redaktør.

Det bliver der ikke nogen redaktør af.

For KB er ikke en boligavis skrevet af et udvalg.

Det er et menneske, der har set rigtig, rigtig mange boliger og stadig bliver oprigtigt begejstret, når nogen har gjort noget fedt.